Max Fridman: Ungarsk rapsodi og Porten til Orienten
298,00 DKK
Max Fridman er enkemand, tobakshandler i Schweiz og bosiddende mondænt ned til Genèvesøen med sin datter Esther. Men han er også tidligere agent for den franske efterretningstjeneste og netop vendt hjem som frivillig for De Internationale Brigader under den spanske borgerkrig.
Fortiden har Fridman lagt bag sig, og blot ønsker han at føre sin fars forretning videre og tage sig af sin datter. Imidlertid opsøges han af sin gamle kontakt i efterretningstjenesten, for som han venligt men bestemt bliver mindet om, ”forlader man aldrig helt ”firmaet””.
I 1938 er der uro i Central- og Østeuropa, og de europæiske sikkerhedstjenester lurepasser i Budapest og Istanbul. Franskmændene har mistet nogle af deres udsendte, og det forlyder, at der er noget stort på vej fra tyskernes side. Med andre ord har Frankrig brug for at sende en erfaren mand, der arbejder professionelt og diskret. Snart indgår Fridman mod sin vilje i de kolde og beregnende kalkulationer stormagterne imellem, hvor mennesker blot er brikker i et beskidt spil på randen af den store katastrofe.
Med en stil, der veksler mellem Hergés klare linje og landsmanden Milo Manaras realisme hører Vittorio Giardino til en af Europas yndlinge.
Giardino (født 1946) er oprindeligt uddannet elektroingeniør. I 1974 blev han bjergtaget af Hugo Pratts mesterlige ”Corto Maltese i Sibirien”, og i en relativ sen alder skiftede han fag for at skabe tegneserier. I 1978 fik han sit italienske gennembrud med Sam Pezzo, en nutidig krimi fortalt med samme tone som Raymon Chandler og med en thriller-fornemmelse som Alfred Hitchcock. Det var dog fortællingerne om Max Fridman, der blev Giardinos store europæiske gennembrud, og det passede ham godt:
”Jeg har aldrig selv set mig som en typisk italiensk tegner. Snarere føler jeg mig som en europæisk tegner, der sætter sine historier og karakterer i scene rundt om i Europa, fra Spanien over Centraleuropa til Balkan”.
Med ”Ungarsk rapsodi” og ”Porten til Orienten” fortæller Giardino sin historie om de mørke år i Europa op til Anden Verdenskrig..
Bogen indeholder desuden på DVD dokumentaren ”Rebels and Spies – the graphic novels of Vittorio Giardino” af Lorenzo Cioffi.
Vittorio Giardino:
Max Fridman: Ungarsk rapsodi / Porten til Orienten
192 sider
ISBN 9788771760323
Udsendt november 2019
Anmeldelser
Der er endnu ikke nogle anmeldelser.