Druk

169,95 DKK 148,00 DKK

”I spejlet på badeværelset ventede ikke noget kønt syn. Mit ansigt var blegt og opsvulmet, næsen antog nærmest form som en tryne. Og mine rødsprængte blegblå øjne med de små, stikkende pupiller fuldendte billedet af et svinefjæs.”

Vi er i firserne. Guitarer udskiftes med synthesizere, mænd klæder sig i pink, går i solarium og dyrker bodybuilding, og i horisonten truer kartoffelkur og atomkrig. I disse omskiftelige tider forsøger nittenårige Jacob Norup at finde sin plads – eller måske nærmere sig selv. Han føler nemlig, at han består af to forskellige personer. Og det er ret kompliceret, for den ene side ved ikke altid, hvad den anden har lavet.

Ved historiens begyndelse flytter Jacob hjemmefra for at begynde som elev. Men han magter ikke skiftet, og efter få dage stikker han af og tager på druk. At drikke er hans måde at tackle livets uoverskuelighed på, og han drikker temmelig meget. I takt med at sprutten ryger ned under hans flugt, går han mere og mere i opløsning og plages af tanker om sin tidligere kæreste Susan, der døde sidste sommer.

Preben Haarups roman er som udgangspunkt for de ældste unge. Men de ældre, der var unge i firserne, og alle andre for den sags skyld, kan godt læse med, for Preben Haarup fortæller i overlegen stil om det vanskelige i at gå fra at være barn til voksen. Og samtidig tegnes et portræt af et menneske, som er godt på vej til at blive alkoholiseret.

Preben Haarup debuterede i 2003 med ungdomsromanen Laudrup af Kosova. Siden har han fået udgivet endnu en ungdomsroman, spændingsromanen Made in Cuba og senest fremtidsromanen Dine øjne tåler ikke synet i 2016.

Preben Haarup:
”Druk”
Omslag illustreret af Karsten Mungo Madsen
128 sider
ISBN 9788771761269
Udsendt august 2019

Ikke på lager